Anmeldelse I Geiger 26. Nov. 2009
For nogen tid siden funderede jeg over, om der mon stadig den dag i dag bliver lavet new age-musik med samme substans og lødighed, som genren rent faktisk med mellemrum opviste i sine tidlige år, eller om der ikke var andet end sukret meditationsfunktionalisme tilbage. Det var sådan set ikke et spørgsmål, jeg regnede med at få svar på, men efter at have fået Haikus album Flow til anmeldelse må jeg konstatere, at der rent faktisk bliver lavet glimrende new age nu om stunder.
Godt nok omtaler pressemeddelelsen musikken som ambient electronica, men alt ved Flow nærmest skriger på new age-klassifikationen, fra coveret og titlerne over den faktiske musik til førnævnte pressemeddelelses fraser om ”energifyldt fokus”, ”billedskabende toner” og ”afspænding, healing, meditation, kreativ fordybelse”. Det kan så meget muligt være et ganske smart og forståelig træk at omdefinere musikken, for selv det regulære new age-publikum har ikke den store fidus til betegnelsen, og samtidig er det jo muligt, at Flow vil nå ud til noget af det chill out-segment, som nok ellers ville holde sig langt væk. Det ville bestemt være rimeligt, for musikken er uden tvivl bedre end en hel del af det, man ellers kan komme ud for af selvsmagende tilbagelænet ”lounge” eller ”downtempo”. Men ”electronica” kan man altså ikke kalde det, medmindre man da blot mener ”mere-eller-mindre-elektronisk-musik”, og det kan jo så være hvad som helst. Ambient, jo måske, men på den anden side kan alt fra black metal til jungle efterhånden være ambient, så det bliver man heller ikke så meget klogere af. I en helt overordnet forstand er Flow selvfølgelig en ”ambient” plade, blot inden for den ende af ambientmusikken, som samtidig overlapper med new age-traditionen.

Afgørende kendetegn er de harmoniske og melodiske elementer samt den udprægede brug af klaver. Klaveret dominerer sådan cirka to tredjedele af albummet med tunge, tænksomme, lidt skandinavisk-efterårsagtige akkordgange, til tider mere fortænkte end egentlig tænksomme. Den bittersøde vekslen mellem melankoli og forløsning bliver af og til et par numre for påtaget, men holder ellers den rette balance mellem fredfyldt afklaring og drømmende længsel. Foruden klaver består disse numre af det, man nok bedst kan betegne som ”traditionelle” elektroniske lyde, hvilket vil sige en ret anonym og bredt udflydende synthesizersovs, hvor der ikke synes at være lagt nævneværdigt arbejde i det lyddesign, som jo ellers plejer at spille en væsentlig rolle i ambient. Kun de tre numre Eternity, Crystal Bath og Floating byder på ren lydmusik, dvs. med selve lydbilledet som det kreative og stemningsbærende fokus. Her er vi så småt ovre i dark ambient-afdelingen, og det klarer Haiku faktisk fint. Der opbygges en solid stemning af noget hjemsøgt, et skær af fjerne udviskede minder, der kun lige fornemmes i randen af bevidstheden. Flere gange kommer man til at tænke på On Land, Brian Enos bedste og mest hemmelighedsfulde ambientplade, tilsat en diskret eftersmag af Twin Peaks-soundtracket, som i det hele taget spøger flere steder på Flow. Selv om Haiku på disse numre fremstår som en glimrende udøver af den mørke ambient-tradition, så kan man ikke rigtig sige, at han udviser den helt store originalitet inden for stilen. Men måske netop derfor er det helt fint, at resten af pladen befinder sig i den pænere og ”sødere” afdeling. Der udgives masser af mørke og rugende ambientalbums, men med mindre det er virkelig godt lavet, så har de en tendens til at blive ret trættende i det som regel meget lange løb, og på den led er det kun godt, at stilen her mere bruges som en kontrast frem for at være en ufravigelig grundstemning hele vejen igennem. Lige som det ville have været for meget, hvis Flow udelukkende havde holdt sig til den behagelige, klaverdrevne musik fra start til slut, så ville det have været lige så uinteressant, hvis der kun blev arbejdet med den mere uafklarede mørke lyd. På den måde minder Haiku et eller andet sted om gamle new age-navne som Michael Stearns eller Steve Roach, ikke så meget ved decideret at lyde som dem – om end det måske også er tilfældet hist og her – men mere i kraft af, at han så ubesværet forbinder det imødekommende og harmoniske med det dunkelt mystiske, tilsyneladende uden at tage sig af tidens vedtagne regel om, at det er to ting, som så absolut bør holdes adskilt.
Flow er ikke af den grund et revolutionerende nyt bud på new age, med til gengæld viser det, at man stadig med fordel kan arbejde med nogle af de musikalske greb, der for længe siden rent faktisk gjorde genren fascinerende.Jannik Juhl Christensen

Vil du gerne vide mere om flow og positiv psykologi, er her interessant læsning:

Frans Ørsted Andersen: "Flow og fordybelse",

Mihaly Csikszentmihalyi, "Flow og engagement i hverdagen",

Mihaly Csikszentmihalyi, "Selvets udvikling"

Lisbeth Eilertsen: "Flow - Følg glæden og energien"


photo by Ireneusz Cyranek